Prædikerens bog kapitel 3 vers 1 til 11 den autoriserede oversættelse fra 1992:
v1 Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
v2 En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
v3 En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
v4 En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
v5 En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
v6 En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
v7 En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
v8 En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
v9 Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?v10 Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: v11 Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.
For at tage det sidste først, så har et klogt menneske sagt, at jo mere man ved, des mere ved man også at man ikke ved. Altså jo klogere et menneske er, des mere åbenlyst er det for det menneske, at der er meget mere det ikke ved. Også Salomo som Gud havde velsignet med stor visdom erkender sin utilstrækkelige viden i vers 11.
Hvor meget behøver vi at vide om tider? Om det der skal komme og det der allerede er sket? Der skal vi nok spørge vores kære frelser Jesus Kristus om.
Selv synes jeg, det er vigtigt, at min retfærdighed har Jesus selv betalt for, ved en handling der ligger 2.000 år tilbage i tiden, og at det evige liv ligger foran, når Jesus kommer igen.
Om Jesu genkomst siger Jesus selv i Mathæus 24 v 44 Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det. Det eneste vi ved er altså, at Jesu genkomst er tættere på, men om det er om en time, eller om 2000 år ved vi ikke. Hvordan er man rede når ens Herre kommer? Det er man, når man er igang med den opgave, man er blevet bedt om at udføre. I Mathæus 6. v 33 siger Jesus, Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift. Når vi gør det, skal vi altså ikke bekymre os om vores dagligdag og om Jesu genkomst. Den eneste vej til retfærdighed er gennem Kristus, så, vi skal altså først og fremmest søge Ham i Hans ord i bibelen, så vi forstår Hans sindelag. I Mathæus 22 v 35 er vi vidne til en samtale mellem Jesus og Farisærerne: En lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36 »Mester, hvad er det største bud i loven?« v37 Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v38 Det er det største og det første bud. v39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv. Forudsætningen for at elske Herren din Gud, er at du kender Ham og Hans sindelag. Når du ser at Han elsker dig højere end selve livet, og at Hans kærlighed til din næste er lige så stor, så må du elske din næste. Fordi Han, Gud, elskede dig først. Og ofrede sin Søn for dig.
Vi mennesker er tilbøjelige til at anklage Gud for det onde i verden, men har du gjort dit? Gud har gjort sit. Han elsker dig og din næste, Han har ofret det kæreste Han havde for dig, sin egen søn. Har du søgt Ham og fundet inspiration, kraft og tilgivelse i Hans kærlighed og har du elsket Ham og din næste? Har du tjent din næste og Gud med alt hvad du har og er? Du har nok mødt den lov i dit indre som apostlen Paulus og alle Jesu disciple møder. At det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg. Du har altså behov for at leve i Jesu kærlighed og tilgivelse, for hvis Gud udryddede det onde i verden så røg du og jeg med. Så tak Gud, at vi får lov at leve, du og jeg, tak fordi Han elsker de fortabte. Guds nåde I Jesus Kristus er dit og mit håb for evigheden. Hvis alle virkeligt søgte Guds rige og Hans retfærdighed, var der så plads til det onde, vi mennesker nu anklager Gud for? Alting har sin tid, så søg først Guds Rige og Hans retfærdighed! Så vil Han give dig alt andet i tilgift!
Skriv et svar