Vi kender navnet på den ene. Jesus af Nazareth jødernes konge. Det var de ord Pilatus skrev på korset, til stor fortrydelse for ypperstepræsten. Vi ved, at de to andre var mordere eller røvere. Vi ved også, hvad de hver især sagde til Jesus og hinanden, da de hang på korset. Da jøderne håner Jesus og siger: “Andre har Han frelst, sig selv kan Han ikke frelse,” siger røverne ifølge Lukas evangeliet:
v39 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« v40 Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? v41 Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« v42 Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« v43 Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
Hvorfor spottede den første røver Jesus? Jeg har svært ved at tro, at han har haft meget lyst til at moppe, når han hænger døende på et kors. Alene det at tale er en voldsom kraft anstrengelse og forbundet med stærke smerter. Hvad mon han troede om Jesus. Er du ikke Kristus, spørger han. Jesus har helbredt syge og vækket døde til live. Det havde han hørt. Kan Jesus provokeres eller fristes til at bruge sin magt? Det, tror jeg, var det, den første røver forsøgte i sin fortvivlelse over sin egen situation, hvor han havde forspildt sit liv og intet håb havde for evigheden. Han havde ingenting at handle med. I hans røveriske tankegang er det altid “noget for noget”, så derfor greb han til spot som en sidste udvej. Hvis du eller jeg havde hængt på korset sammen med røveren, havde røveren nok ikke sagt noget til os. Vi ville intet kunne gøre for ham, og det ville han vide. Men røveren taler til Jesus. Han har haft et lille fortvivlet håb om, at Jesus ville kunne hjælpe ham. At han var Kristus.
Hvad med den anden røver? Han var lige så fortabt som den første. Hans empati får ham alligevel til at irettesætte den første. Han bekender for Jesus og for os alle, at han tror, at Jesus er Kristus ved at sige “Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige. Og Jesus svarer: “I dag skal du være med mig i Paradis”. Forudsat at vi tror på, at Jesus står ved sit ord, blev røveren altså frelst ved sin tro.
Jøderne håner Jesus og siger: “Andre har Han frelst, sig selv kan han ikke frelse”. Faktisk har de ret, men de har ikke forstået sammenhængen. Jødernes Gud, som også er vores kristne Gud, er hellig og retfærdig. Overtrædelse af Guds love medfører fortabelse. Også det at have lyst til at gøre det. Synden hænger ved os fra fødslen. Derfor er vi alle dømt og fortabte, hvis ikke Gud finder en vej til at gøre os retfærdige. I påsken ofrede man lam og andre dyr som et forbillede på det fuldkomne offer Jesus bragte på korset. Men lam og duers blod kan ikke købe os retfærdighed i Guds øjne. Det vidste jøderne godt. Det kan kun det fuldkomne offer jødernes Messias, Kristus skulle bringe, og som man får del i, ved at tro på Hans navn. De overså, trods alle forudsigelserne i deres skrifter, at Jesus var Kristus, Guds søn, og at det var lige dér på korset, det fuldkomne offer blev bragt. Jesus kunne ikke frelse sig selv. Hans kærlighed til os gjorde det umuligt for Ham. Hvis Han havde valgt at frelse sig selv, var vi stadig fortabte.
Hvorfor ved millioner af mennesker 2.000 år efter denne begivenhed meget om Jesus, og også en smule om de 2 røvere? Det er et godt spørgmål at stille sig selv. Vi ved at romerne omkring år nul henrettede tusindvis af mennesker ved korsfæstelse, men det er Jesus vi kender navnet på – ja og så apostlen Peter, som blev korsfæstet i Rom med hovedet nedad i respekt for det offer Jesus bragte, men også ham kender vi på grund af Jesus. Hvorfor er det lige sådan. Både Jøderne og Romerne ønskede at tie budskabet om Jesus Guds Søn ihjel. De havde held med at tie mangt og meget ihjel, men hvorfor kan Jesus ikke ties ihjel? Hvorfor lykkes det ikke?
Jeg tror, det er fordi at Jesus er messias, Kristus, Guds Søn, min levende frelser. Hvad tror du? Dit evige liv afhænger af netop det.
Joh 3,16: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. v17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. v18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.
I udgangspunktet er du allerede dømt, men Gud inviterer dig til at tro på Jesus. At tro er at du henvender dig til Jesus i bøn, med dine behov, og med håb og forventning om, at Han lytter og griber ind. Ikke med mange fine ord. For røveren var det nok at sige; husk på mig, når du kommer i dit rige. Alle i hele verden er inviteret, også dig. Tro på Ham, så bliver du ikke dømt.
Skriv et svar