
Den gamle hjemløse sad på en bænk i London
For nylig sad jeg og hørte klassisk musik i radioen, da jeg pludselig spidsede ører. Værten annoncerede, at de ville spille et stykke musik, som har en meget anderledes og interessant historie.
Sjældent har et stykke musik eller en sang berørt mig som netop dette.
Musikstykket hedder “Jesus’ blood never failed me yet” og er arrangeret af den kendte engelske musiker Gavin Bryars. Det blev til på følgende måde.
En gammel hjemløs mands sang
Gavin Bryars arbejdede i 1970’erne sammen med en god ven på en film, som skulle fortælle om nogle af Londons mange hjemløse. Som et led i forberedelserne og optagelserne snakkede Bryars med flere af de hjemløse. Mange af dem drak rigeligt med alkohol og var synligt berusede. Nogle gange brød de ud i sang, mens de snakkede sammen. En dag lagde Bryars mærke til en af de hjemløse, som helt tydeligt ikke var alkoholiseret eller beruset. Han snakkede med ham, og under samtalen sang denne gamle, hjemløse mand et kort vers på en enkel melodi (Du kan lytte med på You Tube ved at trykke på linket):
Jesus’ blood never failed me yet.
Jesus’ blood never failed me yet.
Jesus’ blood never failed me yet.
This one thing I know
For he loves me so
Oversat til dansk vil det være:
Jesu blod har endnu aldrig svigtet mig.
Jesu blod har endnu aldrig svigtet mig.
Jesu blod har endnu aldrig svigtet mig.
Dette ene ved jeg, fordi han elsker mig så højt.
Dybt berørte af den gamle mands sang
Gavin Bryars fik lov af den gamle mand til at optage sangen. Da han kom tilbage til studiet, hvor han arbejdede, sad han og lyttede til disse enkle, stærke ord sunget af den gamle mand. Kort efter gik Bryars hen for at tage sig en kop te og lod sin optager ligge tilbage på skrivebordet, hvor den var sat til at afspille den gamle hjemløses sang i et loop, så den blev gentaget igen og igen. Da han kom tilbage med sin te, kunne han ikke lade være med at bemærke, hvor stille der var blevet rundt om ham i studiet. Flere af hans kollegaer sad ovenikøbet med tårerne løbende ned ad kinderne.
Da vidste Bryars, at han her havde fat i noget helt specielt. Resultatet blev en lang indspilning af den gamle vejrbidte mands sang. Og netop dette stykke musik og denne sang er blevet det mest berømte af alle de musikstykker, som Gavin Bryars har indspillet. Over hele verden har utallige mennesker hørt den gamle mands gribende sang og er selv blevet dybt berørte af den ægthed og den dybde, der ligger i den.
Indspilningen begynder med den gamle mands enkle sang, som bliver gentaget igen og igen, uden ledsagelse af nogen form for musik. Efter nogle minutter bliver sangen dog skånsomt akkompagneret af enkel musik, som blot har til hensigt at understrege sangen.
Jesus svigtede aldrig den gamle mand
Det, der virkelig griber mig, når jeg hører denne indspilning, er den dybde, der ligger i ordene: Jesu blod har aldrig svigtet denne gamle hjemløse mand, men har båret ham igennem et liv, der sikkert har været både hårdt og vanskeligt.
Når Bibelen, Guds Ord, taler om “Jesu blod”, betegner det hele Jesu død og opstandelse fra de døde. Jesu blod står for forsoningen – det at Jesus led og døde i stedet for dig og din synd, og at han stod op igen fra de døde. Jesu blod står for det, at Jesus åbnede vejen ind til Gud, som ellers var blevet lukket pga. alt det din skyld over for Gud.
Jesus elsker også dig
Hvorfor døde Jesus for dig? Jo, fordi han elsker dig. Han elsker dig ikke, fordi du har gjort noget, der gør dig fortjent til at blive elsket. For det har du ikke – tværtimod! Men han elsker dig, selvom du har vendt ham ryggen og levet et liv i had mod ham. Han elsker dig, selvom du måske ligger i rendestenen. Og fordi han vil frelse dig fra dette had og fra en evig fortabelse bort fra ham, var det, at han lod sin egen søn, Jesus dø i stedet for dig. Du havde fortjent at dø, men Jesus elsker dig så højt, at han var villig til at blive pint og tortureret i stedet for dig.
Jesu blod svigter aldrig. Han svigtede aldrig den gamle, hjemløse mand, som menneskelig set sikkert ikke havde så meget byde på, men som midt i sin fattigdom og elendighed var uendelig meget rigere end de fleste af denne verdens rige og velbjergede. Jesus elskede ham så højt, at han ville dø for ham, af kærlighed til ham. Og det var det, den gamle mand vidste, og som fik ham til at synge disse rørende og gribende ord:
“Jesu blod har aldrig svigtet mig. Det ved jeg, fordi han elsker mig så højt.”
Ved du også det – at Jesus også elsker dig så højt, at han gav sit eget liv for din skyld?
Hjemme hos Jesus
Den gamle mand døde, førend Gavin Bryars nogensinde fik chancen for at afspille det færdige stykke musik for ham. Men du behøver ikke have ondt af ham. Denne gamle mand, som sikkert ikke havde meget at glæde sig over her på jorden, var mere lykkelig end de fleste andre mennesker. Jeg tror, at han blev båret af englene hjem til den Frelser, som han sang så rørende og gribende om. Og nu trøstes han af ham, ligesom den fattige Lazarus (i Luk. 16), som af englene blev båret hjem til Gud og der har en evig og uforgængelig glæde.
Hvordan skal det gå med dig?
Hvor vil du blive båret hen, den dag, du dør?
Hvis du stoler på Jesus og hvad, han har gjort for dig, så kan du også med fuld vished vide, at du bliver båret hjem til ham til en evig glæde – ligesom den gamle, hjemløse mand. For Jesu blod svigter aldrig.
Skriv et svar