Sound of Torture

Jeg ville i biografen for at se dokumentaren “sound of torture” i Aarhus i Øst for paradis, sammen med min søn og gode ven Klaus. Filmen er en af filmene i eventet Israelske filmdage. Så måske burde jeg ikke have været overrasket over, at der stod en flok demonstranter, som ville gøre det ubehageligt for os at gå ind i biografen. De stod med bannere om Israel og apartheid og med palistinensiske flag. Men ind kom vi. Lige før vi fik lov at  gå ind i den lille biografsal kravlede billetkontrolløren rundt på gulvet og kiggede ind under alle sæderne. Hvorfor mon? Hvad kiggede han efter? Og hvad var det vi ikke måtte se for demonstranterne uden for? Filmen var skabt af en Israelsk kvinde, men dokumenterede livet som det er for flygtninge fra Eritrea som flygter gennem Egypten og Sinai ørknen (som er Egyptisk) til Israel. På den Egyptiske side af grænsen til Israel i Sinai ørknen bliver mange taget til fange af beduiner. De har skabt sig en industri ved at torturere og voldtage fanger mens de ringer fra en mobiltelefon til deres kære og beder om løsesum. Man mener de forskellige fangelejre i Sinai havde i alt 1.000 gidsler for ca et år siden. De kræver $25.000 – $40.000 for frigivelse af deres gidsler. Ellers bliver gidslerne dræbt. Mindst 4.000 er blevet dræbt på vej til Israel. Den handler også om en svensk kvinde fra Eritrea, Meron Estefanos, som har et radioprogram hvor hun prøver at hjælpe de mange flygninge ingen andre vil hjælpe og som er gidsler i Sinai og nu i Libyen. Hun lægger øre til mange af de forfærdelige telefon opkald fra gidslerne og prøver trøste og at formidle de nødvendige løsesummer. En del flygtninge er alligevel blevet skudt efter at forbryderne har modtaget deres betaling. Skudt på deres vej over grænsen til Israel. Dem der klarer sig ind i Israel lever uden rettigheder, men lever på tålt ophold. De må ikke arbejde og de kæmper en kamp for deres familiemedlemmer, som er fanget i Sinai. Ikke noget som forherliger Israel. Hvorfor måtte vi ikke se det for demonstranterne? Hvem går de mange penge for gidslerne til? Der var ikke statussymboler uden for gidseltagernes fangelejre. Som jeg forstår det, er gidselindustrien nu flyttet til Libyen hvor flygtningene vil krydse Middelhavet for at komme til Europa, efter Israel har lukket grænsen til Sinai. Men grusomheden er den samme. Om vi så en god film? Vi så en nødvendig film. Og en frygtelig film. Her er den officielle trailer: